Tennisklubber vil vælte formand i Dansk Tennis Forbund
Danske tennisklubber ønsker forandringer i sporten. (Arkivfoto). Foto: Berliner Verlag/Steinach/Ritzau Scanpix
Der lyder et opråb fra 25 tennisklubber, der kræver forandringer i Dansk Tennis Forbund samt en ny formand.
Når der afholdes generalforsamling i Dansk Tennis Forbund 16. marts, vil en række danske tennisklubber forsøge at vælte den siddende formand, Henrik Thorsøe Pedersen.
25 tennisklubber er utilfredse med den nuværende ledelse i Dansk Tennis Forbund og er gået sammen om at indstille en kandidat til at blive ny formand samt to kandidater til at blive bestyrelsesmedlemmer.
Christian Lunøe, der er formand i B93 Tennis, stiller op som formandskandidat. Det siger han lørdag til DR Sporten.
- Formanden har siddet der længe, og jeg synes, bestyrelsen trænger til nyt blod. Nogle der vil engagere sig i en ny linje. Jeg tror ikke, at dem, som har stået for den anden linje, vil lave en 180 graders vending.
- Vil du have en ny retning, så skal du have nye folk, siger Lunøe til DR Sporten.
Kritikken fra de 25 klubber blev rejst i sidste weekend i Tennisavisen. De krævede forandringer og udskiftninger i Dansk Tennis Forbunds bestyrelse.
- Forandringen må begynde fra toppen, da den danner fundamentet og rammerne for hele idéen om tennis i Danmark.
- Og der er flere områder, der kræver forandring, såfremt essentielle kerneydelser skal genoplives, og forbedre tennis bredt i Danmark, herunder også talent og elitestøtte, lød det fra klubberne i en fælles udtalelse.
Klubberne føler ikke, at de er blevet hørt af forbundet.
Henrik Thorsøe genkender ikke kritikken af, at forbundet skulle have ignoreret klubberne. Han havde gerne set, at klubberne var kommet til ham.
- Min umiddelbare reaktion er, at det er ærgerligt. Man har ikke forsøgt at kommunikere de her ting til hverken mig eller bestyrelsen i Dansk Tennis Forbund.
- Jeg havde foretrukket en intern dialog frem for at gå i medierne, siger Henrik Thorsøe til DR Sporten.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde