Nykøbing F. - Jeg troede alligevel ikke, han var så god. Jeg regnede med, at når man slog hårdt ned i fødderne på ham, så ville den komme blødere tilbage. Men han lagde dem bare hårdt tilbage og helt ned i fødderne.
Ordene kommer 17-årige Carsten Jensen, Nykøbing F. Tennisklubs bedste spiller i sin årgang. Han er netop blevet færdig med et træningspas med den forsvarende danske seniormester, Frederik Løchte Nielsen.
Han er imponeret. Meget imponeret over stjernens tryllerier med ketsjeren.
Frederik Løchte Nielsen stod i aftes for en times træning i Nykøbing F. Tennisklub, inden han spillede to opvisningskampe foran de cirka 40 tilskuere.
Træningen var for ungdomsspillere i næsten alle aldre, 6-17 år, fra klubben.
- De fleste har virkelig glædet sig til, han skulle komme. Der er normalt heller ikke så mange til træning, siger Engelien Kuiper, arrangør og næstformand i klubben.
Tennisstjernen kørte på i en time. Først med forskellige opvarmningsøvelser og derefter fodrede han bolde til ungdomsspillerne, så de kunne øve deres slag.
- Man skal lige føle sig an, før man står og smider kommandoer, men jeg får da givet nogle små råd. Ret skulderen mod bolden, når du slår baghånd, og peg på bolden med venstre hånd, når du slår forhånd, siger Frederik Løchte Nielsen.
Arrangementet var sponsoret af tennisfirmaet Prince. Prince sponserer Frederik Løchte og bad ham tage til Nykøbing F. Han fik ingen betaling for det.
- Det var faktisk sjovt. Jeg gør det nogle gange om året. Købstædernes forsikring arrangerer noget lignende, som foregår mindst tre gange om året. Det gør jeg gerne. Det er jo min sport, og jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer ud og giver lidt tilbage. Det er trist, at medlemstallene falder mange steder - især i Jylland er der jo dødt mange steder, hvor de var gode tidligere, siger Frederik Løchte Nielsen.
Mere opvisning end kamp
Den 24-årige prof gav tilbage i aftes. Klubbens medlemmer fik øget tennislysten.
Opvisningskampene var naturligvis en tennislektion fra hans side. Landets næstbedste (efter Kristian Pless) holdt duellerne kørende lidt længere end normalt. Men han afgjorde alligevel langt de fleste til sin side.
Kampene foregik på tid. På en halv time slog han klubbens bedste, Karsten Bjørno, 6-0. Efterfølgende vandt proffen og Jan Jensen 6-3 over Karsten Bjørno og Andrzej Mijas.
- Jeg har glædet til, at han skulle komme. Han er god, siger 11-årige Amanda Blankensteiner, der var en af tennisspillerne, som fik træning af den danske mester:
- Det var sjovt. Det er lidt anderledes end normalt. Han gør nogle andre ting. Han skyder den på en anden måde, mente hun. Foto: Jan Knudsen
Jørn Just Kristensen
jorn@folketidende.dk
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde