Tennislegende Serena Williams har født barn nummer to
Serena Williams' andet barn har fået navnet Adira River Ohanian. (Arkivfoto). Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
For anden gang er Serena Williams, en af de bedste tennisspillere nogensinde, blevet mor.
Den tidligere tennisspiller Serena Williams har født sit andet barn, en datter, oplyser hendes mand Alexis Ohanian på det sociale medie Instagram tirsdag.
- Jeg er taknemmelig for, at vores hus er fyldt med kærlighed: En glad og sund nyfødt pige og en glad og sund mor, skriver Alexis Ohanian, stifteren af det sociale medie Reddit.
Barnet har fået navnet Adira River Ohanian, oplyser han.
Faren siger yderligere, at Serena Williams har givet ham "endnu en usammenlignelig gave".
Serena Williams vandt i 2017 Australian Open, en af hendes mange grand slam-titler, mens hun var gravid med parrets første barn, Alexis Olympia Ohanian Jr.
Men måneder senere var hun nær ved at miste livet, da hun udviklede en blodprop i lungen efter at have født barnet via kejsersnit.
Hun var efterfølgende sengeliggende i seks uger, men blot fem måneder senere vendte hun tilbage til tennis.
Serena Williams stoppede karrieren som tennisspiller sidste år.
- Jeg er klar til at blive mor og udforske en anden side af mig selv, sagde hun efter sin sidste kamp.
Amerikanske Serena Williams er gode veninder med danske Caroline Wozniacki, der for nylig har gjort comeback efter at have født to børn.
Serena Williams vandt 23 grand slam-titler i single - flere end nogen anden i den såkaldt åbne æra, hvor professionelle og amatører har deltaget sammen.
Hun brugte 317 uger øverst på kvindernes verdensrangliste.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned