Tevez-agent: Vi taler med Milan

Den oprørske Carlos Tévez er raget godt og grundigt uklar med ledelsen i Premier League-klubben i fodbold Manchester City.

Derfor lugter det af et snarligt engelsk farvel til angriberen, der måske i stedet kan sige goddag til AC Milan.

Argentinerens agent forhandler således i øjeblikket med storklubben i Norditalien om et skifte fra januar, rapporterer tv-stationen Sky ifølge AP.

- Fodbolden er fantastisk i Italien, der er mange store klubber, siger agenten Kia Joorabchia.

- Milan er en af de største klubber i verden, og selvfølgelig er der er en mulighed for, at Tevez vil tage til sådan en stor klub, tilføjer han.

Meldingen kommer i kølvandet på et timelangt møde, som agenten havde torsdag med Milans vicepræsident Adriano Galliani i klubbens hovedkvarter.

Problembarnet Tevez synes under alle omstændighed færdig som angriber i Manchester.

Argentineren rejste for nylig til sit hjemland i kølvandet på, at City havde straffet ham for sin uvilje mod at lade sig indskifte i en Champions League-kamp mod Bayern München tidligere på sæsonen.

City-manageren Roberto Mancini har efterfølgende slået fast, at den trodsige Tevez er fortid i Premier League-klubben, der indtager en solid førsteplads i den engelske liga.

Flere europæiske storklubber, herunder Juventus, meldes interesserede i at skrive kontrakt med Tevez, som dog har sagt, at han gerne vil tættere på sit hjemland.

Et skifte kan først gå i orden, når transfervinduet åbner igen efter nytår.

Meget afhænger nok af, hvor mange penge Manchester City vil have for at slippe stjerneangriberen, som angiveligt kostede i omegnen af 25 millioner pund, da han i 2009 blev hentet hos rivalerne i Manchester United.

/ritzau/

AC Milan kan blive næste stop for problembarnet Carlos Tévez, som skaber virak i Manchester City.

Offentliggjort Sidst opdateret