Thomas Bjørn efter nedtur: Jeg spillede godt

Foto: Scanpix / Christof Stache /Scanpix

Golfspilleren Thomas Bjørn ærgrer sig over sin tredje runde ved major-turneringen The Open Championship, der også kendes under navnet British Open.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danskeren så ud til at være på vej mod en god runde på Muirfield-banen i Skotland, men efter en skæv afslutning med tre bogeys på de sidste seks huller endte han lørdagen i 72 slag, et slag over banens par.

- Jeg spillede godt og burde have fået et bedre resultat. Man må bare acceptere, at nogle dage springer det ikke ens vej, men så i stedet prøve at få det bedste ud af det, siger Thomas Bjørn til Jyllands-Postens hjemmeside.

- Jeg havde chancen og spillet til at komme helt op i toppen af stillingen, men sådan blev det desværre ikke, siger han.

42-årige Thomas Bjørn har brugt 219 slag efter tre runder, og han ligger i øjeblikket placeret som delt nummer 29. Mange spillere er dog fortsat i gang med runden.

Danskeren blev både i 2000 og 2003 nummer to ved British Open.

/ritzau/