Thomas Bjørn vinder efter omspil i Schweiz

Den danske golfspiller Thomas Bjørn vandt søndag European Tour-turneringen Omega European Masters i Schweiz.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 42-årige dansker sejrede efter omspil mod skotten Craig Lee.

Begge sluttede turneringen i 20 slag under par efter fire dages anstrengelser i Crans Montana.

Thomas Bjørn vandt også Omega European Masters i 2011, hvilket var hans seneste sejr på European Tour.

Danskeren har nu 14 titler på European Tour.

Thomas Bjørn fortsatte på søndagens runde det uhyre solide spil, han har vist i ugens løb på den schweiziske bane.

Med seks birdies og en score for dagen på 65 slag formåede Bjørn sammenlagt kun at lave sølle to bogeys i løbet af de fire dage.

Han gik ind til sidstedagen to slag efter Craig Lee, men indhentede altså differencen undervejs.

Lee havde ganske vist chancen for at sikre sig titlen på 18. hul med et birdie-putt fra seks meters afstand. Bolden ramte dog blot kanten af hullet, og derfor måtte han og Bjørn i omspil.

Det var Thomas Bjørns femte omspil i hans tid på European Tour, mens der var tale om skottens første af slagsen.

I omspillet leverede danskeren en birdie på første hul, som Craig Lee ikke kunne svare igen på.

Efter at have vundet tre turneringer i 2011 gjorde Thomas Bjørn ikke alt for meget væsen af sig i sidste sæson, hvor de bedste resultater var en anden- og en tredjeplads.

Men fra og med maj har silkeborgenseren vist opadgående form med fem top-10-placeringer, og han blev blandt andet nummer to ved BMW International Open i München.

Sejren i Schweiz indbringer Bjørn 366.660 euro og sender ham op i top-10 på den europæiske pengeliste, hvor han inden turneringen var placeret som nummer 24.

/ritzau/