Thomas Mogensen frygter skade i knæet

Det vil være rigtigt skidt, hvis det danske herrelandshold i håndbold skal undvære Thomas Mogensen i mandagens VM-kamp mod Serbien.

Men en knæskade truer playmakeren fra Flensburg-Handewitt, der undervejs måtte en tur ud til behandling, da han pludselig fik ondt i knæet.

- Det gav et vrid i knæet, og så turde jeg ikke andet end at løbe ud og få det tjekket. Første melding var heldigvis, at menisken ikke havde taget skade.

- Jeg kunne heldigvis fortsætte, men det gjorde ondt resten af kampen, og det bliver sikkert endnu værre senere, siger Mogensen.

Han var manden, der svingede taktstokken og var ansvarlig for at sætte de tunge rumænere af fra anden halvlegs begyndelse.

- Det passede mig, at det var store tunge forsvarsspillere, jeg stod over for, for dem kunne jeg let sætte af, siger den tidligere GOG-spiller, som landstræner Ulrik Wilbek nødigt vil undvære.

- Jeg må godt nok sige, at mit hjerte stod stille et øjeblik, da han gik ud og sagde, at han syntes han hørte noget sige knæk, siger Wilbek, som altså i første omgang fik gang i kredsløbet igen, da Mogensen klarede den første test og fortsatte det flotte spil.

- Han spillede en fuldstændig formidabel kamp. Det var fandeme godt. Det var høj klasse. Han satte knapt en fod forkert og udfordrede dem mand mod mand, roser Wilbek sin playmaker.

Thomas Mogensens knæ skulle derfor meget gerne være i orden igen mandag aften.

Her møder danskerne Serbien i en kamp, der meget vel kan blive afgørende for, hvor mange point, der ryger med over i mellemrunden.

/ritzau/

Playmaker Thomas Mogensen har ondt i knæet efter sejren over Rumænien. Masser af ros fra træner Wilbek.

Offentliggjort Sidst opdateret