Danmark har gode muligheder for at gå videre fra gruppespillet ved VM i fodbold næste sommer i Sydafrika.
Det danske landshold skal møde Holland, Japan og Cameroun. Det er en god pose blandede nødder, mener landsholdsmålmanden Thomas Sørensen.
- Alle kan gå videre, og der er efter min bedste vurdering ingen outsidere i puljen. Men jeg mener, at vi absolut har en god mulighed for at gå videre, siger Thomas Sørensen som reaktion på lodtrækningen, der fandt sted i Cape Town i Sydafrika.
Danmark møder Holland i den første kamp 14. juni i Johannesburg. Derefter venter Cameroun 19. juni, mens den sidste gruppekamp mod Japan spilles 24. juni. Og det kan være en fordel at møde netop Japan til sidst, mener den danske landsholdskeeper.
- På papiret er Japan nok det svageste hold, siger Thomas Sørensen.
Danmark er endt i Gruppe E, og landsholdsmålmanden havde håbet, at bolden med det danske holds navn var trukket op til gruppe F.
- Vi kunne have endt i gruppe med Italien, Paraguay og New Zealand, og det ville have været en god lodtrækning. Der havde til gengæld så også været alle muligheder for kun at kunne skuffe. I vores pulje kan alt ske, siger Thomas Sørensen.
Cameroun har Inters angriber Samuel Eto'o i truppen, mens Japans spillere er mere ukendte. Mest kendt er den tidligere Celtic-stjerne Shunsuke Nakamura, der nu spiller i Espanyol.
Holland er gruppens på papiret stærkeste modstander. Holdet vandt alle sine kampe i kvalifikationen frem mod VM.
Turneringen begynder 11. juni med en åbningskamp mellem værterne fra Sydafrika og Mexico. Finalen spilles en måned senere 11. juli.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker