Thomas Sørensen vil have mere spilletid i Stoke

Thomas Sørensen venter i spænding på at finde ud af, om den nye Stoke-manager Mark Hughes vil satse på den danske målmand i næste sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

I den forgangne sæson var Thomas Sørensen andetvalg efter Asmir Begovic under den daværende manager Tony Pulis, som er blevet skiftet ud med Mark Hughes.

- Jeg vil gerne have mere spilletid, og hvis jeg er en del af managerens planer, så er det fantastisk, siger Thomas Sørensen til den engelske avis The Sentinel.

- Jeg er meget glad for at være i Stoke, og min familie er glad. Det er en vigtig ting for mig - især i min alder, siger den 36-årige målmand.

Med et år tilbage af kontrakten i Stoke håber Thomas Sørensen at få en afklaring efter sommerferien.

- Det er en lang sommer, og meget kan ske, men når vi er tilbage, så er jeg sikker på, at alle ved, hvad klubbens planer er, siger han.

Det har været en kedelig sæson uden særlig meget spilletid for Thomas Sørensen, og det er han træt af, selv om han også forstår situationen.

- Det var frustrerende, men jeg stor respekt for, hvordan Asmir har spillet. Det gør det nemmere at acceptere, når man ikke er på holdet, hvis den anden spiller gør et godt stykke arbejde, siger Thomas Sørensen.

- Det afspejler ikke mine kvaliteter, og jeg har ikke ændret mine ambitioner. Jeg vil på det hold og gøre det godt.

- Men jeg har været med længe nok i dette spil til at vide, at man er nødt til at vente og se, konstaterer Thomas Sørensen.

Den engelske U/21-landsholdsspiller Jack Butland vender også tilbage til Stoke efter et lejeophold i Birmingham.

/ritzau/