Thomas Tuchel er færdig i Bayern München til sommer
Thomas Tuchel har været i Bayern München siden marts sidste år. (Arkivfoto). Foto: David Inderlied/Ritzau Scanpix
Til sommer stopper den tyske fodboldtræner Thomas Tuchel et år før tid i storklubben Bayern München.
Thomas Tuchel er færdig som træner i Bayern München senest til sommer.
Det er de to parter enige om, melder den sydtyske storklub på sin hjemmeside.
Meldingen kommer, efter at Bayern München har tabt tre kampe i træk - to i Bundesligaen og en i Champions League.
Thomas Tuchel havde egentlig kontrakt indtil sommeren 2025, men den kontrakt kommer han altså ikke til at opfylde.
Ifølge administrerende direktør Jan-Christian Dreesen er de to parter kommet frem til beslutningen efter en "åben og god samtale".
- Vores mål er at gennemføre en sportslig omstilling med en ny træner for sæsonen 2024/25, siger direktøren.
Thomas Tuchel har på nuværende tidspunkt haft fat i Bayern München-tøjlerne i mindre end et år.
Han blev ansat i marts sidste år, efter at storklubben havde skilt sig af med Julian Nagelsmann, som nåede at sidde i trænersædet i lidt mere end halvandet år.
Under Thomas Tuchel har Bayern München et pointgennemsnit på over to i Bundesligaen, hvor klubben er på andenpladsen - otte point efter Leverkusen.
I Champions League er klubben nået til ottendedelsfinalen, hvor det i den første af to kampe endte med et 0-1-nederlag til Lazio. 5. marts venter returkampen hjemme på Allianz Arena.
Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, og Thomas Tuchel skal på jobjagt igen.
- Indtil da vil jeg og mit trænerteam selvfølgelig fortsætte med at gøre alt, hvad vi kan for at sikre maksimal succes, siger Thomas Tuchel.
Tyskeren har tidligere været træner i Mainz, Dortmund, Paris Saint-Germain og Chelsea.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde