Thomasberg efter historisk start: Vi er ikke perfekte
Et tidligt Randers-mål afgjorde kampen mod AaB. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Randers' cheftræner erkender, at holdet har fået flere point i de første syv runder, end det har fortjent.
For første gang nogensinde er Randers FC gået fra banen uden at have tabt i de første syv kampe af en superligasæson.
Senest vandt kronjyderne søndag 1-0 over AaB på hjemmebane efter et tidligt mål af den 18-årige angriber Filip Bundgaard.
Cheftræneren i Randers, Thomas Thomasberg, er dog ikke kun lykkelig over den start, som holdet har fået.
- Pointmæssigt har det været helt fantastisk, og det er selvfølgelig historisk, men vi er langtfra perfekte hverken i defensiven eller i offensiven.
- Jeg ser et hold, der arbejder i samme retning og gør tingene sammen. Det er det, der har været udslagsgivende, siger Thomasberg.
Kronjyderne har vundet de seneste fire kampe i streg, mens de spillede uafgjort i de første tre kampe af sæsonen.
Thomas Thomasberg erkender, at holdet har fået flere point, end det har fortjent.
- Ja, det har vi (fået flere point end fortjent, red.). Vi har spillet en del tætte kampe, men det kræver jo selvfølgelig også både kvalitet og styrke at vinde dem.
- Vi kommer ikke uden om, at vi har en fantastisk målmand og et godt forsvar, men vi har arbejdet benhårdt for at få marginalerne over på vores side.
- Kigger du alligevel rent neutralt på alle vores kampe, så skulle vi nok ikke have haft meget mere end 11-12 point, siger cheftræneren.
Efter søndagens kamp mod AaB ligger Randers placeret på en andenplads med 15 point.
- Efter vores start spiller vi selvfølgelig efter, at vi skal være med i top-6, men jeg kan kun igen konstatere, at Superligaen er uhyggelig tæt. Jeg tror ikke, at en eneste kunne have spået, hvordan tabellen ser ud lige nu.
- Jeg holder stadig fast i, at vi kan blive alt lige fra nummer tre og forhåbentlig kun til nummer ti i tabellen, siger Thomasberg.
Randers skal forsøge at holde liv i den gode stime, når holdet i næste runde møder Lyngby på udebane.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker