Thomasberg efter skidt start: Jeg har større forventninger
Thomas Thomasberg var utilfreds med hvad han så og reagerede prompte med en udskiftning efter en halv time. Foto: Robert Hegedus/Ritzau Scanpix
FCM virkede rystet i den første halve time, men kæmpede sig tilbage og fik det fornødne resultat i Ungarn.
FC Midtjylland var blæst bagover i kampens indledning og kom bagud med 0-1 mod ungarske Ferencvaros på udebane i returkampen i tredje kvalifikationsrunde til Champions League.
Langsomt fik midtjyderne dog kontrol og sled et 1-1-resultat hjem i Ungarn, hvilket var nok til at sikre avancement til playoffrunden efter en 2-0-sejr i det første opgør.
- Den første halve time har jeg større forventninger til, hvad vi skal kunne levere både med og uden bolden, siger FCM-træner Thomas Thomasberg efter kampen til Viaplay.
Cheftræneren reagerede prompte på det, han så ude fra trænerbænken. Efter blot en halv time tog Thomasberg midtbanespilleren Kristoffer Askildsen ud til fordel for den mere offensive Aral Simsir.
- Det var selvfølgelig lidt hårdt for Askildsen. Jeg har også sagt til ham, at det ikke var på grund af, at han var meget dårligere end de andre.
- Da vi fik Aral ind, fik vi langt bedre muligheder på bolden, og det var det, som vi havde brug for. Vi kom til at forsvare alt for meget og angribe alt for lidt i den første halve time, lyder det fra Thomasberg.
Det var Oliver Sørensen, der udlignede for midtjyderne i starten af anden halvleg, og han indrømmer også, at midtjyderne i første halvleg var heldige.
- Vi havde det virkelig svært i første halveg. Specielt i de første 30 minutter. Vi var heldige, at vi kun var bagud 1-0, siger midtbaneprofilen til Viaplay.
- Vi kommer okay med i anden halvleg og får scoret, og så kører vi den hjem på rutinen. Jeg synes, at det er stærkt. Det viser noget karakter, fordi vi var virkelig nede i sækken i de første 30 minutter.
I næste runde, der er sidste skridt inden Champions League, venter nu Slovan Bratislava for midtjyderne. Slovakkerne gik tirsdag aften videre med en samlet 2-0-sejr over cypriotiske Apoel.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde