Thorbjørn Olesen får top-10 placering i Ohio
Golfspilleren Thorbjørn Olesen sluttede søndag PGA-turneringen i Ohio af med en runde i fire slag under par, og det rækker til en slutplacering som nummer otte i det stærke felt.
Memorial Tournament blev vundet af Hideki Matsuyama med en samlet score på 13 slag under par. Den 22-årige japaner måtte ud i omspil med amerikaneren Kevin Na, før han for første gang i karrieren kunne lade sig hylde som vinder af en PGA-turnering.
Australieren Adam Scott, nummer et på verdensranglisten, endte på en delt fjerdeplads. Nordireren Rory McIlroy, som i forrige uge vandt BMW PGA Championship i England få dage efter, at han havde brudt forlovelsen med Caroline Wozniacki, sluttede på en delt 15. plads.
Thorbjørn Olesens afsluttende score på 68 slag sendte ham 23 pladser frem i feltet. Lørdag var han faldet 25 pladser tilbage efter en runde på 74 slag.
Søndagen begyndte skidt for danskeren med en bogey på hul to. Men det blev der straks rettet op på med den første af i alt syv birdies. Rundens eneste store kikser var en dobbeltbogey på hul 14.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker