Thorbjørn Olesen har fokus på vinden i British Open
Det handler om at kunne styre bolden i vinden, om at kunne slå de gode, lange og lige slag og om at putte godt.
Sådan lyder opskriften på succes i British Open, når man spørger golfspilleren Thorbjørn Olesen, der slår sit første slag i den britiske majorturnering torsdag morgen lidt i ni dansk tid.
- Jeg prøver at få en fornemmelse af vinden og træner flere lave slag end normalt. Jeg øver også mine lange chip og selvfølgelig put. Det kræves for at være med helt fremme, siger danskeren om sine forberedelser.
British Open spilles på banen Royal Liverpool i byen Hoylake. En gammel linksbane, hvor det at kunne styre bolden fri af ulykker er altafgørende.
- For at kunne opnå et topresultat skal man holde boldene på fairway og sætte en masse put. Kontrollen med bolden er også vigtig, især fordi vinden kan spille en stor rolle, siger Olesen.
Han peger på Rory McIlroy og Justin Rose som de største favoritter - med Tiger Woods som outsider.
- Han kan altid vinde, som Olesen siger om Woods.
British Open er den eneste af årets fire majorturneringer, som spilles uden for USA. Olesen har været med i turneringen tre gange før, to gange har han misset cuttet, men i 2012 var han med hele vejen og sluttede på en delt 9.-plads.
Turneringen er - også for ham - noget specielt.
- Det er den ældste major, og der er en helt speciel atmosfære og stemning. Man kan mærke det med det samme, man ankommer til turneringen. Banen er altid fantastisk sat op og ser fantastisk ud, der bliver bare gjort noget ekstra ved alt.
- De store bunkers på de fleste linksbaner er fascinerende for tilskuerne, men det er ikke altid, spillerne har det på samme måde, siger Thorbjørn Olesen.
Ud over Olesen er Danmark repræsenteret i turneringen ved Thomas Bjørn.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned