Thorbjørn Olesen spiller sig i top-ti i Texas Open op til major
Thorbjørn Olesen slår her fra banens tiende hul til Texas Open. Foto: Logan Riely/Ritzau Scanpix
Thorbjørn Olesen er med i top-ti i Texas Open, som er den sidste turnering inden US Masters i næste uge.
Golfspilleren Thorbjørn Olesen viser fine takter i Texas Open, som er den sidste golfturnering i kalenderen, inden årets første major, US Masters, løber af stablen i næste uge.
Den 34-årige dansker går således ind i weekendens runder på en delt tiendeplads, efter at han gik turneringens anden runde i tre slag under par.
Med en første runde til par ligger han dermed tre slag under par i det samlede regnskab.
I fredagens runde blev det til fire birdies og en enkelt bogey.
Danskeren deler tiendepladsen med syv andre.
Turneringen føres suverænt af amerikanske Akshay Bhatia, som med sine 11 slag under par i det samlede regnskab ligger 5 slag under de nærmeste udfordrere, landsmændene Russell Henley og Denny McCarthy.
Formår Thorbjørn Olesen at finde formen til Texas Open, vil det være fremragende timing.
Torsdag i næste uge starter US Masters. Der er 18 millioner dollar på spil i turneringen, som er en af de fire majors, som spilles hvert år.
Ud over US Masters, som spilles i den amerikanske delstat Georgia, er det PGA Championship, som i år spilles i Louisville i delstaten Kentucky, US Open, som i år er i delstaten North Carolina, og British Open, som i år er i Skotland.
Også feltets anden dansker i Texas Open, Nicolai Højgaard, klarede cuttet og er med i weekenden.
Efter en skidt start på anden runde oppede han sig og klemte sig akkurat videre med en samlet score på to slag over banens par.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned