Thorup så frustration: Ikke et hold man bare kører over
FCK-træner Jess Thorup prøvede også at møde Lincoln Red Imps med FC Midtjylland i Champions League-kvalifikationen. Dengang vandt FCM 1-0 på hjemmebane og 2-0 ude. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
FC København var kortvarigt i problemer, da Lincoln Red Imps fra Gibraltar udlignede i Parken.
FC København vandt torsdag aften 3-1 over Lincoln Red Imps i Conference League uden at imponere synderligt i Parken.
Kortvarigt lurede en stor overraskelse, da de stærkt undertippede gæster fra Gibraltar udlignede. FCK-træner Jess Thorup er dog ikke overrasket over, at Lincoln ydede stor modstand.
- Vi fik en tidlig scoring, som vi havde håbet på. Så tror jeg, at alle sad med en forventning om, at vi buldrede derudaf og formentlig ville vinde pænt stort.
- Men vi havde snakket om, at det her er et hold, når man kigger på deres resultater i Europa - for deres nationale turnering er ikke startet endnu - som ikke har tabt med mere end to mål endnu i sæsonen.
- Så på den måde er det ikke et hold, man bare kører over på den måde. Vi forfaldt til at spille lidt for langsomt og fandt ikke løsningerne. Det frustrerede os mere, end jeg lige havde forventet, siger han.
Allerede efter tre minutter kom FCK på 1-0 med hjælp fra Lincoln-spilleren Roy Chipolina, der ud over at spille fodbold arbejder i toldvæsenet.
Men gæsterne kom bedre og bedre med og kom på omgangshøjde efter et hjørnespark.
- Pludselig så man, hvad der kan ske på en dødbold. Man ved, at alt kan ske der, men vi kom heldigvis på 2-1 og fik snakket lidt om løsninger i pausen.
- Jeg synes, at vi spillede en fornuftig anden halvleg, hvor vi fik sat flere løsninger og chancer sammen, og vi vandt vel fuldt fortjent, siger Jess Thorup.
FCK har leveret flere overbevisende præstationer i europæisk fodbold i denne sæson, men Kevin Diks kunne fornemme, at holdet ikke ramte sit topniveau torsdag aften.
- Det var ikke vores bedste kamp og heller ikke min. Men det vigtigste er, at vi har seks point efter to kampe. Selvfølgelig ved vi, at vi skal gøre det bedre, men vi fik tre point.
- Vi traf nogle forkerte beslutninger med bolden, og der kan vi gøre det meget bedre, siger han om FCK's svære periode i første halvleg.
FCK fører gruppe F med to point ned til græske Paok.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned