Ti olympiske aspiranter får støtte frem mod OL i Tokyo
Roeren Fie Udby magtede ikke at nå i finalen ved OL i Rio sidste sommer, men måske får hun chancen igen ved legene i 2020. Foto: /ritzau/Khan Tariq Mikkel
/ritzau/Khan Tariq Mikkel
I kampen for at kvalificere sig til OL i Tokyo i 2020 støttes ti danske atleter med op til 146.000 kroner.
Der er gode nyheder til ti potentielle danske OL-atleter.
De har fået tildelt olympiske scholarships på op til 146.000 kroner til at optimere forberedelserne frem mod OL i Tokyo i 2020.
Den Internationale Olympiske Komité, IOC, står bag programmet Olympic Solidarity, som støtter udvalgte atleter frem mod OL.
Danmarks Idrætsforbund (DIF), der er nationalolympisk komité i Danmark, har fået godkendt ansøgningerne om scholarships til ti atleter.
De kan se frem til at modtage et rejsestipendiat på 5000 dollar, som er øremærket til rejser til OL-kvalificerende konkurrencer.
De får også 500 dollar om måneden, så længe de har mulighed for at kvalificere sig til OL i Tokyo - dog maksimalt i 36 måneder.
Hver af de ti atleter kan samlet set opnå støtte på 23.000 dollar, hvilket svarer til cirka 146.000 kroner.
- Med få undtagelser, så lever rigtig mange danske eliteatleter på en sten med få økonomiske ressourcer.
- En check på samlet set omkring 146.000 kroner gør derfor en kæmpe forskel og vil være med til at optimere forberedelserne frem mod OL i Tokyo i 2020 for alle ti atleter.
- I DIF er vi derfor rigtig glade for, at vi via IOC har fået mulighed for at hjælpe ti danske atleter tættere på deres mål om OL-kvalifikation, siger Morten Rodtwitt, der er chef de mission for det danske OL-hold.
Team Danmarks direktør glæder sig også over den økonomiske håndsrækning til atleterne.
- Økonomiske ressourcer er et afgørende konkurrenceparameter i eliteidræt, og de ti atleter er fra idrætsgrene, hvor det kan være svært at få de økonomiske ender til at mødes.
- Derfor håber jeg, at de olympiske scholarships kan gøre en forskel for atleterne, så vi alle sammen kan juble med dem, når de leverer præstationer i verdensklasse, siger Lone Hansen, direktør i Team Danmark.
De ti atleter er udpeget af DIF i samarbejde med Team Danmark på baggrund af opnåede resultater samt potentialet i forhold til OL i Tokyo:
* Anna Emilie Møller, løb.
* Janick Klausen, højdespring.
* Maja Buskbjerg Jager, bueskydning.
* Amalie Dideriksen, cykling.
* Stine Nielsen, skydning.
* Cathrine Dufour, dressur.
* Fie Udby, roning.
* Lin Ea Cenholt Christensen, sejlsport.
* Viktor Bromer, svømning.
* Andreas Schilling Andersen, triatlon.
Hvis en atlet ikke kvalificerer sig til OL i Tokyo 2020 eller bliver skadet og ikke kan deltage ved OL, så bortfalder støtten.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker