Caroline Wozniacki skal i første runde af Australian Open møde verdens måske bedste doublespiller, argentinske Gisela Dulko, der ligger nummer 48 på verdensranglisten. Det står klart efter lodtrækningen fredag morgen dansk tid.
De to spillere har mødt hinanden tre gange tidligere med to sejre til Wozniacki og en sejr til den 25-årige argentiner - de mødtes senest i 2008.
Dulko er kendt for at være en humørspiller, der på sine dårlige dage er decideret svag, mens hun på sine gode dage kan slå de bedste. Sidste år vandt hun således over både Ana Ivanovic, Victoria Azarenka og Justine Henin.
Netop Justine Henin kan gå hen og blive Wozniackis første helt store test i Australian Open. Lodtrækningen har artet det sådan, at de står til at mødes i kvartfinalen. Henin ligger nummer 13 i verden, men bør regnes som en af outsiderne til at gå hele vejen til finalen.
Henin gjorde sidste år comeback kort før Australian Open efter en pause på to år. Trods status af wild card-spiller kæmpede hun sig vej til finalen, hvor hun dog tabte til Serena Williams. Henin har tidligere i karrieren vundet syv grandslam-titler.
Med status som verdensetter er Wozniacki seedet som etter i Australian Open, og dermed blandt favoritterne til at komme i finalen.
Optakten til turneringen har dog ikke været optimal, da hun i den seneste tid har pådraget sig nederlag til både Vera Zvonareva og Dominika Cibulkova.
En anden af de store favoritter, Kim Clijsters skal i sin første kamp møde den tidligere verdensetter Dinara Safina, der er på vej tilbage efter en skade.
Sidste års mester, Serena Williams, er ikke med på grund af en langvarig skade.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde