Tidligere argentinsk landstræner og VM-finalist er død

Alejandro Sabella var landstræner for Argentina ved VM i 2014. Her blev det til VM-sølv efter nederlag til Tyskland i finalen. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters

Den tidligere argentinske landstræner Alejandro Sabella er død. Han blev 66 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Argentina har mistet endnu en stor fodboldpersonlighed.

Tirsdag aften blev det meddelt, at Alejandro Sabella er død efter en årelang kamp med kræft og hjerteproblemer. Han blev 66 år.

Sabella var landstræner for Argentina fra 2011 til 2014 og førte landet frem til VM-finalen i 2014. Her blev det til nederlag i finalen til Tyskland.

Sabellas død kommer, mindre end to uger efter at Diego Maradona døde. Maradona, som omkom 25. november, spillede sammen med Sabella for Argentina i starten af 1980'erne. Maradona blev 60 år.

Sabella, der tilbragte de seneste uger af sit liv på hospitalet, nåede som aktiv at få otte landskampe for Argentina.

- Endnu et hårdt slag for fodbolden i dette mørke 2020. Den elskede Alejandro Sabella er her ikke mere, siger den tidligere holdkammerat og keeper Ubaldo Fillol ifølge Reuters.

Sabella spillede både som kantspiller og midtbanespiller og fik sit gennembrud i den argentinske storklub River Plate, inden han blev belønnet med et skifte til Sheffield United i 1978.

Dermed blev han en af de første sydamerikanske spillere i engelsk fodbold.

Sammen med argentinerne Osvaldo Ardiles, Ricardo Villa og Alberto Tarantini satte han sit præg på spillet i England.

Efter to år i Sheffield United nåede han også et kort ophold i Leeds, inden han tog hjem til Estudiantes i 1982.

I 2009 blev han træner for Estudiantes, som han samme år førte til titlen i Copa Libertadores med Juan Sebastian Veron og Marcos Rojo som to af profilerne.

- Jeg er i store træk den spiller og person takket være dig, skriver Rojo på Instagram.

Succesen som klubtræner gav ham jobbet som argentinsk landstræner i 2011.

Efter det smertefulde VM-finalenederlag på 0-1 til Tyskland stoppede han som træner og vendte aldrig tilbage til trænergerningen.