Tidligere Brighton-træner bliver chef i fransk klub
Roberto De Zerbi stoppede i Brighton ved udgangen af sidste sæson efter to år på posten. Foto: David Klein/Reuters
Roberto De Zerbi overtager tøjlerne i Olympique de Marseille efter Jean-Louis Gasset.
Den tidligere cheftræner i Brighton Roberto De Zerbi bliver den nye mand i spidsen for den franske klub Olympique de Marseille.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
De Zerbi stoppede i Brighton ved udgangen af sidste sæson efter to år på posten.
I løbet af sine to år i Premier League var den 45-årige italiener med til at sikre Brightons bedste placering i den bedste engelske liga nogensinde - en sjetteplads med dertilhørende kvalifikation til Europa League.
Det var første gange nogensinde, at Brighton kvalificerede sig til at spille en europæisk turnering.
Mens første sæson var en overordnet succes for De Zerbi og Brighton, var den seneste mere udfordrende.
Da blev det til en 11.-plads i Premier League med blot én sejr i de sidste ti kampe.
Marseille oplyser, at aftalen med De Zerbi ventes at blive færdiggjort i løbet af de kommende dage.
Den franske klub endte på en skuffende ottendeplads i sidste sæson.
De Zerbi tager over efter Jean-Louis Gasset, som er gået på pension efter midlertidigt at have overtaget tøjlerne fra Gennaro Gattuso.
Gattuso blev fyret i februar efter bare fem måneder som cheftræner i den franske klub.
I dag er den tidligere AC Milan-spiller cheftræner i kroatiske Hajduk Split.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde