Tidligere Brøndby-spids sænker Atalanta i Champions League
Gustaf Nilsson løb jublende ud mod Brugges fans, da han sænkede Atalanta i Champions League. Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Gustaf Nilsson tilkæmpede sig et sent straffespark og scorede selv på det, da Club Brugge slog Atalanta 2-1.
En tidligere superligaspiller har sendt Club Brugge på vej mod en stor overraskelse i Champions Leagues første knockoutrunde.
Svenskeren Gustaf Nilsson blev den store helt for den belgiske klub, da han i tillægstiden fremtvang et straffespark og scorede på det, så Brugge vandt 2-1 hjemme over Atalanta.
Italienerne var ellers klare favoritter til avancement inden kampen, men den duel ser nu meget mere lige ud inden returopgøret på tirsdag i Bergamo.
Efter salget af Andreas Skov Olsen til Wolfsburg i januar er Casper Nielsen ene om at repræsentere Danmark i Club Brugges spillertrup. Onsdag sad esbjergenseren på bænken i samtlige 90 minutter.
Fra den plads kunne han glæde sig over både starten og slutningen på kampen.
Hjemmeholdet kom flyvende ud og pressede gæsterne til at lave en lang række fejl i det første kvarter, før der blev udbetalt gevinst.
Brugge opsnappede bolden højt på banen for at score til 1-0 få øjeblikke senere. Målet blev sat ind af den spanske angriber Ferran Jutgla.
Atalanta oppede sig efter skrækstarten, men kunne stadig snildt være kommet yderligere bagud, inden italienerne i stedet udlignede i slutningen af første halvleg. Her timede Mario Pasalic sit hovedstød perfekt.
Efter pausen kom der mere bid i de italienske gæster, og Gian Piero Gasperinis mandskab lignede det bedste bud på en vinder, før der var stor dramatik i kampens tillægstid.
I en ren svensk løbeduel i feltet plantede Isak Hien en hånd i ansigtet på Gustaf Nilsson, og dommeren pegede omgående på pletten. Det medførte et hav af italienske protester, men kendelsen stod.
Nilsson steppede selv op og omsatte den store chance til mål.
Den nu 27-årige svensker kom til Brøndby i 2016, men bed sig aldrig fast på Alexander Zornigers hold. Først blev han udlejet til Silkeborg og siden solgt til Vejle, men heller ikke der fik han nævneværdig succes. Fiaskoen i Danmark generer ham næppe nu, hvor han scorer mål på Europas største scene.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker