Tidligere Brøndby-spiller sætter hattrick-rekord i USA
Hany Mukhtar fejrer en af sine tre mål for Nashville SC, som lørdag vandt 5-1 over Chicago Fire i MLS. Mukhtars hattrick i løbet af seks minutter er det hurtigste i ligaens historie. Foto: Kevin Langley/Ritzau Scanpix
Kevin Langley/Ritzau Scanpix
Den tyske midtbanespiller Hany Mukhtar lavede tre mål for Nashville på seks minutter. Det er rekord i MLS.
Den tidligere Brøndby-spiller Hany Mukhtar har sat rekord i Nordamerikas bedste fodboldliga, Major League Soccer (MLS), ved at score det hurtigste hattrick i ligaens historie.
I løbet af seks minutter scorede Mukhtar tre gange for Nashville SC, da holdet lørdag besejrede Chicago Fire 5-1.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den tyske offensive midtbanespiller, der spillede for Brøndby IF fra 2016 til 2020, scorede i det 10., 13. og 16. minut.
Det tredje mål blev sat ind direkte på frispark via overliggeren. To minutter tidligere havde udeholdet fra Chicago fået udvist anfører Johan Kappelhof.
Den 26-årige Hany Mukhtar har en gang tidligere scoret tre gange i samme kamp. Det var som del af Tysklands U20-landshold ved VM i maj 2015.
Hattricket er det første for Nashville SC, i de to sæsoner klubben har spillet i MLS.
Nashville SC er efter 13 kampe placeret på en femteplads i Eastern Conference med 22 point. New England Revolution fører med 27 point for 14 kampe.
I Superligaen i Danmark indehaves rekorden for det hurtigste hattrick af Aron Jóhannsson.
Ifølge DR Sporten scorede han i august 2012 tre gange for AGF i løbet af tre minutter og 50 sekunder i en udekamp mod Horsens.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker