Tidligere FIA-boss: Formel 1 styrer mod et kollaps
Den skæve økonomiske fordeling af omsætningen i Formel 1 kan resultere i et kollaps, mener Max Mosley.
Formel 1 risikerer et kollaps, hvis ikke holdene når til enighed om en mere ligelig fordeling af pengene.
Det vurderer den tidligere præsident for den internationale motorsportsunion (FIA), Max Mosley.
Den nuværende fordelingsnøgle betyder, at enkelte hold bliver forgyldt, mens andre er truet af konkurs.
- Den eneste udvej er at få alle holdene til at blive enige.
- Man bør sætte alle holdene overfor hinanden og få dem til at indse, at man kollektivt har et kæmpestort problem, fordi nogle af holdene har penge nok, mens størstedelen ikke har.
- Hvis det fortsætter på den måde, så kollapser Formel 1, siger Max Mosley.
Det har ikke hjulpet, at Lotus, Force India og Sauber sidste år krævede en større del af omsætningen på et tidspunkt, hvor Marussia og Caterham var sat under administration på grund af dårlig økonomi.
De Formel 1-hold, der tjener penge, har ikke den store lyst til at dele ud. Det gør puslespillet vanskeligt.
Ifølge Max Mosley skal alle hold være indstillet på at ændre den nuværende fordelingsnøgle, før der sker noget.
- Det kræver, at alle er enige. Det kan ikke lade sig gøre uden fælles fodslag, desværre. Jeg tror, at det kan ske, men det kræver, at der er nogle folk, der skærer det ud i pap for dem (holdene, red.), at der er et reelt problem, siger Max Mosley.
Motorsportens kongeklasse vurderes af nyhedsbureauet dpa til at have en årlig omsætning på 11,7 milliarder kroner.
Max Mosley var præsident for FIA fra 1993 til 2009.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde