Tidligere fodboldboss erklærer sig skyldig i Fifa-sag
Rafael Esquivel og Sepp Blatter, mens alt stadig var i skønneste orden i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i 2004. Foto: AP/Leslie Mazoch
AP/Leslie Mazoch
Venezuelas tidligere fodboldpræsident erklærer sig skyldig i Fifa-sag og betaler stort millionbeløb tilbage.
En tidligere fodboldpræsident fra Venezuela har ændret holdning.
Han erklærer sig nu skyldig i forbindelse med den store korruptionssag i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Rafael Esquivel, der også er tidligere vicepræsident i Sydamerikas Fodboldforbund (Conmebol), har tidligere afvist alle anklager imod ham.
Torsdag erklærede den 70-årige tidligere fodboldboss sig dog skyldig i syv anklagepunkter. Punkterne omhandler blandt andet svindel og hvidvaskning af penge.
Esquivel accepterede også at betale 109 millioner kroner tilbage som en del af, at han erklærede sig skyldig i alle anklager.
Sagen imod Esquivel var for retten torsdag ved en amerikansk føderal domstol i Brooklyn i New York.
Hvert anklagepunkt imod venezuelaneren har en maksimumsstraf på 20 års fængsel.
Ifølge den amerikanske anklager i sagen har Esquivel modtaget adskillige millionbeløb i bestikkelse via salg af rettigheder til marketing i forbindelse med Copa America.
Esquivel blev arresteret i Zürich i maj 2015 som en del af hele korruptionssagen i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Venezuelaneren blev udleveret til USA i marts, hvor han kom i husarrest i Florida, efter at han erklærede sig uskyldig i sagen imod ham.
40 personer har været anklaget i den komplicerede sag. Mange har erklæret sig skyldig og samarbejdet med de amerikanske myndigheder i håbet om nedsat straf.
Fem personer er stadig tiltalt og i husarrest. De kan se frem til retssager, som er sat til at begynde i efteråret 2017.
Hele korruptionssagen i Fifa medførte i første omgang, at Sepp Blatter trådte tilbage som præsident.
Blatter modtog senere seks års karantæne fra al fodbold.
I øjeblikket efterforskes Blatter for, om han har udbetalt ulovlige lønninger og bonusser for omkring en halv milliard kroner.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde