Tidligere landsholdsprofil bliver DIU-sportschef
Jesper Duus for en fremtrædende rolle i dansk ishockey, når han tiltræder som sportschef i Danmarks Ishockey Union. (Arkivfoto). Foto: Polfoto/Mie Brinkmann
Polfoto/Mie Brinkmann
Jesper Duus bliver sportschef i Danmarks Ishockey Union, og han får som fokus VM på hjemmebane i 2018.
Den missede OL-kvalifikation for det danske ishockeylandshold var et slag i ansigtet på en union, der skal arrangere VM i ishockey i 2018.
De to omstændigheder er da også væsentlige årsager til, at man har handlet og ansat den tidligere landsholdsback Jesper Duus som sportschef i Danmarks Ishockey Union (DIU).
48-årige Jesper Duus tiltræder i jobbet med øjeblikkelig virkning. Han stopper dermed som sportschef i Rødovre Skøjte- og Ishockeyklub.
- Vi skal have VM på hjemmebane i 2018 og gearer nu op på den sportslige front. Ansættelsen af Jesper Duus er ligeledes en konsekvens af vores evaluering ovenpå den skuffende OL-kvalifikation i Minsk.
Det siger direktør i Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen, i en pressemeddelelse.
Jesper Duus fortsætter som cheftræner i den danske ishockeyklub Rødovre Mighty Bulls i resten af sæsonen.
- Vi får en kapacitet med på holdet i vores sportslige sektor. Jesper Duus har masser af erfaring. Og vi får en sportschef, der tænker ishockey fra morgen til aften, siger Ulrik Larsen blandt andet.
Jesper Duus bliver overordnet sportslige leder i unionen, og han får dermed ansvaret for seniorlandsholdet og samarbejdet med Team Danmark.
- Vi respekterer, at Jesper først og fremmest er cheftræner for Rødovre Mighty Bulls i løbet af den igangværende sæson, men Jesper har under sin ansættelse i Rødovre bevist, at han mestrer alle de facetter, der skal til for at varetage jobbet som sportschef.
- Vi er meget glade for at kunne gøre brug af Jesper som kapacitet med det samme grundet hans fritagelse fra forpligtelserne i Rødovres moderklub, siger Ulrik Larsen.
Jesper Duus var i mange år fast inventar som spiller på det danske ishockeylandshold, hvor han stoppede som 42-årig efter VM i 2010.
Det danske ishockeylandshold spillede i begyndelsen af september kvalifikation til OL i 2018 i Sydkorea. Her var Danmark i gruppe med Hviderusland, Slovenien og Polen, og forventningerne var store.
Det lykkedes kun Danmark at besejre Polen, og kun gruppens vinder kvalificerede sig til OL i Pyeongchang.
Kort efter kvalifikationsspillet udtrykte DIU-formand, Henrik Bach Nielsen, stor utilfredshed.
- Vi kom for at vinde, og det gjorde vi ikke, så mit ord på det her er "dumpet". Vi kom med et hold, vi troede var det bedste nogensinde, og så kunne vi ikke slå Hviderusland og Slovenien.
- Det er lidt overraskende, lød det efter de tre kampe fra Henrik Bach Nielsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde