Tidligere landsholdsspiller skal træne AGF's kvindehold
Michael Schjønberg kan nu kalde sig AGF-træner. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Michael Schjønberg skal stå i spidsen for AGF's kvindehold, der spiller i landets bedste fodboldrække.
Den tidligere landsholdsspiller Michael Schjønberg bliver ny cheftræner for AGF's kvindehold, som spiller i landets bedste række.
Det skriver AGF på sin hjemmeside.
- Det er en fantastisk spændende udfordring, som jeg ikke kunne sige nej til, siger Schjønberg til klubbens hjemmeside.
- Siden jeg fik lejlighed til at arbejde med kvindeholdet i Vålerenga, da jeg i sin tid var assistenttræner i klubben, har jeg haft lyst til at arbejde med kvindefodbold, og se om jeg kunne gøre en forskel for en gruppe spillere på vej frem.
- Og det har jeg fundet her i Aarhus, hvor AGF har gang i et spændende projekt, hvor det nu gælder om at stabilisere os i ligaen efter et par ustabile år, siger han.
Schjønberg erstatter duoen Nichlas Ørbæk Knudsen og Peter Pedersen, som stod i spidsen for holdet i foråret.
- Det er en stor kapacitet, vi får i spidsen for holdet med meget erfaring både på og udenfor banen, siger chef for AGF Kvindefodbold Marie Greve.
- Vi har ledt efter rutine og ballast i den kommende cheftræner, og det får vi i Michael, som kommer med en bred baggrund fra forskellige træner- og lederopgaver hen over de sidste tyve år, siger hun.
Som aktiv spillede Schjønberg i klubber som OB, Hannover 96 og FC Kaiserslautern. Han er desuden noteret for 44 landskampe.
Han var blandt andet med ved EM-slutrunderne i 1996 og 2000 samt ved VM-slutrunden i 1998.
Senest var han cheftræner i 07 Vestur på Færøerne. Schjønberg har også været cheftræner i Herfølge, FC Vestsjælland og Vendsyssel. Han har desuden været sportsdirektør i Kaiserslautern og FC Vestsjælland.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker