Tidligere LFA-træner melder sig ud af samfundet

Sønderjyske's træner Carsten Broe melder sig ud af samfundet. Det proklamerer den tidligere LFA-træner på Facebook, skriver B.T. Klubben ligger til nedrykning i Superligaen og nu er presset tilsyneladende blevet for stort for træneren.  
På Facebook har han skrevet denne besked:
 
Kære alle. Som I jo nok alle ved, er det op ad bakke i øjeblikket på mit arbejde, og nu gider jeg ikke at høre på mere pis fra medier og andre kloge hoveder, så nu deaktiverer denne profil og melder mig generelt ud af samfundet frem til den 31. maj og fokuserer 100 procent på at redde røven i land, så vi spiller i Superligaen igen til næste år. Da vi startede sæsonen, var vi spået til at få under 10 points, og nu hvor de andre har købt kraftigt ind, og vi konstant mangler seks-otte spillere i hver kamp, er vi pludselig idioter? Jeg skal personligt sørge for at samtlige spillere har så meget ild i øjnene fra onsdag og frem til den 31. maj, at vi redder os, og så skal jeg fandme grine min røv i laser. VH Carsten Broe.
 
Carsten Broe henviser, ifølge B.T. til sin asssistent Nicolai Wael, på sin telefonsvarer.
 
Carsten Broe havde i sine første mange år succes i Alliancen og førte Alliancen fra Danmarksserien op i 1. Division. Han stoppede i Alliancen i efteråret 2007 efter en turbulent tid med nedrykning til 2. Division og voldsom uro i spillertruppen, hvor også trænerens omgivelser oplevede prøvelser på Carsten Broe's iltre temperament.




Den tidligere LFA-træner Carsten Broe lader sit iltre temperament skinne igennem på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret