Tidligere målhelt sender Brentford ud af FA Cuppen
Said Benrahma (til venstre) jublede begrænset, da han sænkede sin tidligere klub Brentford i FA Cuppen. Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Fire danskere var i aktion, da Brentford tabte 0-1 til West Ham i FA Cuppen. Saïd Benrahma blev matchvinder.
Et flot spark fra distancen af Saïd Benrahma blev afgørende, da West Ham lørdag aften på udebane slog danskerklubben Brentford 1-0 i FA Cuppen.
I en generelt chancefattig kamp blev den 27-årige tidligere Brentford-stjerne matchvinder efter knap 80 minutters spil, da han efter et boldtab på midten af banen overtog bolden, løb mod mål og huggede kuglen i nettet.
Benrahma spillede fra 2018 til 2020 94 kampe og scorede 30 mål som Brentford-spiller, inden han blev solgt til West Ham.
Thomas Frank havde fire danskere i sin startopstilling, men sparede flere normale startere mod West Ham. Mathias Jensen var med som kreatør på midtbanen, mens en forholdsvis anonym Mikkel Damsgaard gjorde sig lidt længere fremme.
Mads Roerslev og Mads Bech Sørensen var en del af de fem bageste hos forholdsvis formstærke Brentford, der for nylig forlængede med Thomas Frank frem til sommeren 2027.
For West Ham var sejren en tiltrængt succesoplevelse. Holdet var uden fuld gevinst i seks kampe i træk inden opgøret. Blandt andet tabte holdet 0-2 til netop Brentford i Premier League lige før nytår.
Ligesom West Ham er også walisiske Wrexham fra den femtebedste række, National League, videre til fjerde runde af FA Cuppen.
På udebane vandt klubben, der er ejet af skuespillerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney, overraskende 4-3 over Coventry fra midten af Championship.
Endnu en stor overraskelse faldt i Sheffield, hvor hjemmeholdet Sheffield Wednesday takket være to scoringer af Josh Windass nedlagde Newcastle med 2-1.
Newcastle var inden opgøret uden nederlag siden slutningen af august.
Liverpool må ud i en ny kamp mod Wolverhampton for at spille sig videre i den traditionsrige turnering.
Jürgen Klopps mandskab var foran 2-1, men måtte nøjes med 2-2 hjemme mod Wolverhampton.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned