Tidligere Newcastle-målmand er død efter hjertestop
Pavel Srnicek døde tirsdag, efter at han tidligere i december blev indlagt med hjertestop.
Den tidligere fodboldmålmand Pavel Srnicek er tirsdag død i en alder af 47 år.
Det skete, ni dage efter at han pådrog sig hjertestop under en løbetur i Tjekkiet.
Pavel Srnicek var i mange år et kendt ansigt i engelsk fodbold, hvor tjekken blandt andet spillede for Newcastle.
Han nåede også ophold i Sheffield Wednesday, Portsmouth og West Ham i England, inden han sluttede af med endnu et ophold i Newcastle i 2006/07-sæsonen.
- Det er med enorm sorg, vi bekræfter, at den tidligere Newcastle-målmand Pavel Srnicek er død i dag, meddeler Newcastle på klubbens hjemmeside.
Mange fodboldprofiler har allerede udtrykt deres sorg på de sociale medier. Heriblandt den tidligere Newcastle-profil Alan Shearer.
- Jeg er meget, meget ked af at miste min ven og tidligere klubkammerat Pavel Srnicek. Mine tanker er hos hans familie i denne forfærdelige tid, skriver den tidligere engelske landsholdsangriber på Twitter.
Pavel Srnicek nåede 49 A-landskampe for Tjekkiet.
Han var målmandsreserve for Petr Kouba, da tjekkerne i 1996 nåede frem til EM-finalen, som de tabte 1-2 til Tyskland.
Ved EM i 2000 var Pavel Srnicek avanceret til førstevalg. Her var han blandt andet med til at vinde 2-0 over Danmark i Tjekkiets sidste gruppekamp.
Peter Schmeichel stod i målet for Danmark ved den lejlighed, og målmandslegenden har også udtrykt sin sorg.
- Det er med utrolig sorg, at jeg har erfaret, at Pavel Srnicek er død. En gentleman og en stor sportsmand. Hvil i fred, min ven, skriver Peter Schmeichel på Twitter.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned