Tidligere NFC-bomber skriver kontrakt med ærkerivaler

Mathias Kristensen har scoret masser af mål på Næstved Stadion for Nykøbing FC. Nu skal han spille for "de grønne". Foto: Anders Knudsen

Den dyreste spiller i Nykøbing FC's historie skifter nu til Næstved.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Åh nej. Det skete bare ikke. Alle andre klubber end Næstved.

Mon ikke det er cirka sådan at de fleste fans af Nykøbing FC tænker og føler, efter at den tidligere topscorer for falstringerne Mathias "MK" Kristensen mandag eftermiddag blev præsenteret som ny spiller hos 2. divisionskonkurrenterne og de evige rivaler fra Næstved.

Den over to meter høje angriber spillede tre forrygende sæsoner i Nykøbing FC, hvor han blev kåret som topscorer og årets profil både i 1. division og i 2. division, og efter en stærk sæson 2021/2022 blev han solgt fra Nykøbing FC til Superligaklubben Lyngby, i det der til dato er den største handel i Nykøbing FC's historie, der dengang sendte et millionbeløb ned i klubkassen.

Opholdet i Lyngby blev dog aldrig den store succes, og i sidste sæson var han lejet ud til Kolding i 1. division, hvor han blandt andet scorede sejrsmålet mod sin nye arbejdsgiver fra Næstved, dybt inde i overtiden.

Han havde et år tilbage af sin kontrakt med Lyngby, men de kongeblå ønskede ikke at stå i vejen for et skifte, da han ikke indgik i den nye træner Morten Karlsens planer.

- Jeg har valgt Næstved fordi jeg ser klubben som en attraktiv og ambitiøs klub. Jeg havde gode samtaler med Kenneth Gangsted (fodboldchef), Rene Skovdahl (cheftræner) og Peter Dinesen (teknisk chef), som alle er dygtige folk i klubben, og de overbeviste mig om, at jeg og Næstved uden tvivl vil blive et godt match

- Tilgangen til spillet og klubbens målsætninger tiltaler mig i høj grad, og jeg er sikker på at jeg kommer til en klub og et miljø, hvor jeg kan udvikle mig rigtig meget, og samtidig også tage ansvar og bidrage til at udvikle de mange unge dygtige talenter i klubben, siger Mathias Kristensen til Næstved Boldklubs hjemmeside.

- Der er ingen tvivl om, at det er en spiller, som vi har haft på radaren længe, men først nu, er det blevet muligt at hente ham til Næstved

- Han passer perfekt ind i vores måde at spille på, hvor vi har en klar målsætning om at blive det hold i 2. division, der er bedst til at fylde boksen op og levere afleveringer og indlæg ind i “Danger Zone”, lyder beskrivelsen på Mathias Kristensen fra klubbens sportslige ledelse.

Folketidende har, indtil videre, forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mathias Kristensen.