Tidligere profil skal hjælpe kvindelandsholdet mod VM
Mariann Gajhede Knudsen - her i kamp under VM i 2007 - får ny rolle omkring kvindelandsholdet. (Arkivfoto). Foto: Nir Elias/Reuters
Mariann Gajhede Knudsen skal styrke setuppet omkring kvindelandsholdet i jagt på deltagelse ved VM og OL.
Den mangeårige landsholdsspiller Mariann Gajhede Knudsen bliver leder af et nyt projekt i DBU, der har til formål at videreudvikle potentielle A-landsholdsspillere og optimere mulighederne for kvalifikation til VM 2027 og OL 2028.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union i en pressemeddelelse.
Den altoverskyggende opgave for den tidligere midtbanemotor på det danske kvindelandshold bliver at understøtte udviklingen af potentielle, kommende A-landsholdsspillere i samarbejde med deres klubber.
Fokus er dog ikke kun på at levere resultater her og nu, men også at vinde på den lange bane, lyder det.
Fodbolddirektør i DBU Peter Møller ser det som et positivt skridt i jagten på at styrke setuppet omkring kvindelandsholdet.
- Med projektet skal vi øge kvaliteten af vores bedste spillere på og omkring kvindelandsholdet, så vi bliver endnu mere konkurrencedygtige på højeste, internationale niveau, siger Peter Møller.
- Jeg er rigtig glad for, at Mariann kommer til at stå i spidsen for det vigtige stykke arbejde de næste tre år, så vi kan komme endnu tættere på at realisere drømmen om at vinde pokalen til de store mesterskaber.
Den 39-årige Mariann Gajhede Knudsen kommer til at have direkte kontakt til en gruppe af potentielle A-landsholdsspillere, der ud fra position og potentiale er udvalgt til projektet.
- Jeg er rigtig glad for det her initiativ, hvor vi kan udvikle den enkelte spiller. Jeg glæder mig til at kunne være en lille brik i forhåbentlig at løfte kvindelandsholdet og være med til at støtte de udvalgte spillere igennem op- og nedture, siger Mariann Gajhede Knudsen.
Hun er noteret for 107 A-landskampe og er blevet ansat i en deltidsstilling frem til sommeren 2028. Hun er uddannet fysioterapeut og har Uefa A-trænerlicens.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde