Tidligere tysk måltyv bliver cheftræner i østrigsk klub
Miroslav Klose havde fra starten en positiv fornemmelse med SCR Altach og har takket ja til et job som cheftræner i klubben. (Arkivfoto). Foto: Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix
Miroslav Klose har været assistenttræner for det tyske landshold og for førsteholdet i Bayern München.
Den tidligere tyske landsholdsspiller Miroslav Klose er blevet ansat som cheftræner i den østrigske bundesligaklub SCR Altach.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
44-årige Miroslav Klose er den mest scorende spiller nogensinde på det tyske landshold med 71 mål i 139 kampe.
- Der var bare den positive følelse helt fra starten, som jeg har brug for - af at jeg var det rette sted, siger Klose i en udtalelse på klubbens hjemmeside.
- De første samtaler med de ansvarlige var så åbne, at det stod klart, at jeg havde lyst til det her.
SCR Altach sluttede sæsonen i bunden af den østrigske Bundesliga, men undgik nedrykning.
Klose var fra 2016 til 2018 assistenttræner for det tyske landshold.
I 2018 blev han træner for Bayern Münchens U17-hold. Derefter var han i en sæson assistenttræner under Hansi Finck for klubbens førstehold.
Den polskfødte Klose var med til at gøre Tyskland til verdensmester i 2014 og har også en VM-sølvmedalje og to bronzemedaljer i sin samling.
Starten på karrieren var ellers ganske beskeden for Miroslav Klose. Angriberen spillede sine første seniorår for barndomsklubben Blaubach-Diedelkopf langt nede i det tyske fodboldhierarki.
Han var næsten 22 år, før han debuterede i den bedste række for Kaiserslautern, men derfra gik det kun fremad.
Han havde efterfølgende stor succes i Werder Bremen og Bayern München, inden han rundede karrieren af med fem sæsoner hos Lazio i Italien.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned