Tidligere verdensetter tager første World Tour-sejr i to år
Kento Momota nåede øverst på sejrsskamlen i Korea Masters. (Arkivfoto). Foto: David Gray/Ritzau Scanpix
Kento Momota strøg helt til tops i Korea Masters. Det er hans første sejr på World Touren siden 2021.
Engang var Kento Momota verdens ubestridt bedste med en fjerbold, men siden en voldsom bilulykke i januar 2020 har der ikke været mange højdepunkter i japanerens badmintonkarriere.
Derfor var det en lille milepæl i den nu 29-årige Momotas nye badmintonliv på anden klasse, da han tidligt søndag morgen dansk tid strøg helt til tops i Korea Masters.
I finalen stod han over for landsmanden Koki Watanabe, som blev slået i to sæt med cifrene 21-16, 21-15.
Det er Momotas første turneringssejr på World Touren i to år og den blot anden siden ulykken for snart fire år siden. Hans seneste sejr kom i Indonesia Masters i 2021, hvor han finalebesejrede Anders Antonsen.
I dag er Momota langt fra fordums storhed. Han er rangeret som nummer 52 i verden og blot den syvendebedste japaner på verdensranglisten.
Korea Masters er en såkaldt Super 300-turnering og dermed lavt placeret i World Tour-hierarkiet.
Men finalesejren havde tydeligvis stor betydning for Momota, der storsmilende løftede armene i vejret, da Watanabe slog kampens sidste bold ud af banen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned