Tidsstraf hiver gul trøje af Alaphilippe - Yates tager over
Julian Alaphilippe fik forplejning på et tidspunkt, hvor det var ulovligt. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Adam Yates er ny mand i toppen af Tour de France-stillingen efter en tidsstraf til Julian Alaphilippe.
Julian Alaphilippe holdt egentlig fast i sin føring i toppen af Tour de France-klassementet onsdag. Men efter etapen fik Quick-Step-franskmanden en tidsstraf på 20 sekunder for at modtage forplejning inden for de sidste 20 kilometer.
Det oplyser Tour de France på Twitter.
Dermed er det Adam Yates (Mitchelton-Scott), der torsdag kører i gult. Briten var inden straffen til Alaphilippe fire sekunder efter franskmanden i klassementet.
- Det er ærgerligt at tabe den gule trøje på den måde. Vi kender reglerne for forplejning, men det var svært at finde et godt sted at stå, siger Quick-Step-sportsdirektør Tom Steels.
- Det er en speciel Tour, og vi skal være meget opmærksomme på at undgå tilskuerne. Men ja, vi begik en fejl. Der er ikke noget, vi kan gøre ved det.
- Folk var meget skuffede i bussen, men vi er "the wolf pack" (holdets kælenavn, red.), så vi håber at komme tilbage i denne Tour og kæmpe for etapesejre.
Primoz Roglic (Jumbo-Visma) er nu toer i løbet, tre sekunder efter Yates.
Straffen sender Alaphilippe helt ud af top-10, der ganske vist er meget tæt. Han er nu nummer 16, 16 sekunder efter Yates.
Jumbo-Vismas Wout van Aert vandt onsdagens etape, der efter 183 meget begivenhedsfattige kilometer endte i en massespurt.
Adam Yates kan godt forberede sig på at skulle kæmpe for at beholde den gule trøje torsdag. Her skal 191 kilometer tilbagelægges, og der er mål på toppen af kategori 1-stigningen Mont Aigoual.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet