Tiger Woods er begejstret over jubilæumssejr

Amerikaneren Tiger Woods vandt natten til tirsdag dansk tid sin sejr nummer 75 på PGA Tour'en, da han vandt Farmers Insurance Open i La Jolla ved San Diego.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det 37-årige golffænomen er meget glad for sit spil på Torrey Pines-banen, hvor han vandt med et forspring på fire slag ned til landsmændene Brad Snedeker og Josh Teater.

- Jeg er begejstret over den måde, jeg har spillet på i turneringen, siger Tiger Woods ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- En sejr er altid noget særligt. Føles det godt? Ja. Giver det mig selvtillid? Helt klart, siger han.

Han havde et så stort forspring, at han kunne tillade sig at gå den afsluttende runde i 72 slag, en runde der blev afviklet over to dage, fordi tåge afbrød turneringen.

Tiger Woods lavede flere bogeyer og en dobbeltbogey på sidste halvdel af runden, uden at det fik konsekvenser.

Med samlet 274 slag var Tiger Woods alligevel klart bedre end de nærmeste forfølgere.

- Det blev lidt grimt til sidst. Vi spillede ni huller på lidt over tre timer, og tre af hullerne var par-3 huller. Jeg begyndte at blive lidt utålmodig, og så lavede jeg lidt fejl.

- Men alt mit gode spil før det tillod mig at begå de fejl, siger Tiger Woods.

/ritzau/