Det er syvende gang Woods trækker sig ud af den årlige turnering i Orlando som sejrherre, og på søndagens sidste runde var den tidligere verdensetter aldeles suveræn. Han gik runden i to slag under par og sluttede samlet 13 slag under par.
Søndagens sejr på Bay Hill-banen var den 72. PGA-gevinst for Tiger Woods, som jublende og svingende med sin kasket forlod det 18. hul.
- Det føles rigtig godt. Det har været hårdt arbejde, sagde han umiddelbart efter det afsluttende hul til Reuters.
- Jeg ser frem til at bygge videre på sejren her, fortsatte Woods.
På andenpladsen kom Graeme McDowell fra Nordirland. Han sluttede otte slag under par og dermed fem slag efter Tiger Woods. Det er den mest suveræne sejr på PGA Touren siden Rory McIlroy vandt US Open i 2011 med otte slag ned til nummer to.
Englænderen Ian Poulter kom ind som nummer tre med seks slag under par.
Sejren til Tiger Woods kommer 30 måneder efter, han sidst triumferede på den amerikanske PGA Tour. Få måneder efter var der pludselig mere fokus på hans privatliv end på hans golfspil.
Woods erkendte at have haft adskillige elskerinder, og det fik hans svenske hustru til at forlade ham sammen med deres to fælles børn.
Sejren kommer kort tid før årets første store styrkeprøve US Masters, som begynder i Georgia den 5. april. Tiger Woods har vundet 14 majors i sin karriere, og kan nu genoptage jagten på rekordindehaveren Jack Nicklaus, der vandt 18 majors.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned