Tilfreds Delaney foretrækker Finland frem for Wales
Thomas Delaney er optimistisk forud for EM i 2020, hvor Danmark er i gruppe med Finland, Belgien og Rusland. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Thomas Delaney er glad for, at Danmark trak Finland som sidste modstander til EM foruden Belgien og Rusland.
Resultatet af lørdagens lodtrækning til gruppespillet til sommerens EM i fodbold er ganske godt for Danmark.
Det vurderer landsholdsspilleren Thomas Delaney, der er glad for, at Finland og ikke Wales bliver Danmarks sidste modstander i gruppe B, der i forvejen tæller Belgien og Rusland.
- Wales havde været værre end Finland, så jeg er godt tilfreds.
- Jeg er optimistisk, men det bliver svært. Der er ingen tvivl om, at Belgien er en af favoritterne. Rusland og Finland bliver tætte kampe. Men på hjemmebanen kommer vi til at gå efter det, siger han til DR.
Danmark skal nemlig spille alle sine tre gruppekampe i Parken i København, der er en af værtsbyerne for EM.
Lodtrækningen lørdag slog også fast, hvilken rækkefølge kampene skal spilles i.
Danmark møder gruppens på papiret svageste modstander, Finland, i den første kamp 13. juni, mens Belgien venter fem dage senere. I sidste gruppekamp står Rusland på den anden banehalvdel.
- Det er okay. Der er ingen tvivl om, at vi havde godt af i sidste slutrunde at møde Frankrig til sidst. Forhåbentlig kan vi komme godt fra land mod Finland, som er et hold, vi skal slå, siger Delaney.
EM på hjemmebane bliver en stor oplevelse for midtbanespilleren, der til dagligt spiller i den tyske storklub Borussia Dortmund.
- Jeg glæder mig helt sindssygt. Det er tæt på, at jeg næsten hellere vil opleve det som tilskuer. Det er en kæmpe oplevelse at kunne afholde det i København. Jeg tror, at det bliver den fedeste værtsby i hele slutrunden, siger han.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker