Tilfreds Kvist holdt nullet i forsvaret

FC Københavns anfører William Kvist spillede en stor del af kampen i midterforsvaret, da Superligaens tophold lørdag aften vandt 1-0 på udebane over AaB.

Da Mikael Antonsson blev skadet i slutningen af første halvleg, blev William Kvist sendt fra midtbanen og ned i midterforsvaret, men anføreren klarede opgaven fint.

- Jeg har holdt nullet alle de gange, jeg har spillet i midterforsvaret. Det er sket to eller tre gange, så det plejer at gå godt, siger William Kvist, der ikke havde de store problemer på den uvante plads.

- Da Antonsson gik ud, var det enten Thomas Kristensen eller jeg, der skulle derned. Jeg har måske lidt mere hurtighed, så det blev mig. Vi havde bolden meget, og det gjorde det lettere at spille i forsvaret, siger han.

FC København fik forårets første sejr i Aalborg, men de tre point kom først i hus efter en hård kamp.

- Alt taget i betragtning med et fysisk stærkt AaB-hold, så var det en dejlig sejr. Vi sled og kæmpede, men spillede ikke fantastisk, for det var svært på sådan en bane. Men det var godt, at vi vandt, for det skal vi gøre, hvis vi vil være nummer ét, siger Kvist.

Trods sejren er der stadig plads til forbedring hos FC København, der lavede en del tekniske fejl og ikke spillede lige så flot som i efteråret.

- Det er der nok flere forklaringer på, men vi skal eliminere fejlene. Vi skal tænke mere enkelt. I efteråret gled det mere, og vi skal vænne os til, at det ikke gør det lige nu. Vi må træde et skridt tilbage for at tage to frem, siger William Kvist.

/ritzau/

William Kvist spillede en stor del af kampen mod AaB i midterforsvaret, men klarede den uvante position fint.

Offentliggjort Sidst opdateret