Tilfreds Ståle: Færre kilo har gjort Claudemir bedre
Ståle Solbakken har været hård og kontant over for Claudemir, der har lyttet til FCK-træneren og tabt sig.
FC Københavns Claudemir blev i foråret kritiseret af træner Ståle Solbakken for at være for tung, men sådan forholder det sig ikke mere.
Solbakken er godt tilfreds med den 26-årige brasilianer, som han var parat til at sælge i sommerens transfervindue.
- Dengang var han ikke top-fit, og han bliver nødt til at være i gang hele tiden, for han bliver aldrig nogen kropsstærk spiller. Det giver ham lidt ekstra luft, hvis han er fit, siger Ståle Solbakken.
FCK-træneren fortæller, at den trimmede udgave af Claudemir er bedre på flere punkter.
- Han føler sig bedre, og det giver ham et overskud. Så laver han pasninger frem i banen i stedet for på tværs og bagud.
- Han havde nogle fantastiske pasninger i længderetningen mod Randers, siger Solbakken med henvisning til søndagens 1-0-sejr over Randers FC.
For fem måneder siden var det helt andre vendinger, FCK-træneren brugte om Claudemir.
- Claudemir har fået besked på, at der skal andre boller på suppen. Han skal have den krop, han havde, sidst jeg var i FCK. Dengang var han lettere og fittere, og han kunne lave mere, sagde Solbakken i midten af maj.
FCK og Randers FC indtager en delt tredjeplads i Superligaen. Kronjyderne har dog en bedre målscore end københavnerne. De to hold har efter en tredjedel af sæsonen ni point op til ligaens førerhold fra FC Midtjylland.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned