Tilskuerforbud truer flere ishockeyklubber på livet
Ishockey er en af Danmarks populæreste sportsgrene målt på tilskuersnit. Men i øjeblikket må der ikke komme tilskuere i hallerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Flere klubber er i fare for konkurs, hvis de ikke får lov at lukke tilskuere ind i slutspilskampene.
Ishockeysporten er i alvorlig krise, fordi frygten for spredning af coronavirus gør, at kampene i resten af marts skal spilles uden tilskuere.
Flere klubber er endog truet af lukning, hvis de ikke kan lukke tilskuere ind til slutspilskampene, der efter planen skal begynde fredag.
Sådan lyder den dyste melding fra ishockeyens ligaforening, der mandag er samlet til krisemøde i Odense.
- Jeg skal ikke afvise, at der er to, tre eller fire klubber, som er så presset, at det kan betyde, at der ikke er noget, der hedder ishockey efter sommerferien, siger Klaus Rasmussen, der er formand for ligaforeningen og administrerende direktør i Sønderjyske.
Fredag meddelte Danmarks Ishockey Union og Metal Ligaens Ligaforening, at alle ligakampe i resten af marts skal spilles uden tilskuere.
Beslutningen blev truffet, efter at myndighederne fredag anbefalede, at arrangementer med over 1000 personer udskydes eller aflyses.
Men det er et hårdt slag for ishockeysporten, hvor mange klubber ikke har meget egenkapital at stå imod med, hvis de forventede indtægter udebliver.
Derfor diskuterer klubberne på mandagens krisemøde, hvordan de skal afvikle resten af sæsonen.
- Det er en ishockeybranche, der mildt sagt er alvorligt til tælling, siger Klaus Rasmussen.
- Det slutspil, der skal starte på fredag, er livsnerven i klubberne. Det er nu, at klubberne normalt får fyldte haller, større billetindtægter og kan lave events omkring kampene, forklarer han.
Foreløbig gælder myndighedernes anbefaling i resten af marts. En mulighed kan være at udskyde slutspillet til april. Men ingen ved, hvordan situationen ser ud til den tid.
- Vi kigger på forskellige modeller, om man for eksempel kunne lave en anden type afvikling af slutspillet. Uanset hvad taler vi om betydelige tab og indtægtssvigt, der gør at ishockey er alvorligt ramt som branche.
- Det kan få alvorlige konsekvenser, siger Klaus Rasmussen.
Sidste spillerunde i grundspillet afvikles i tomme haller tirsdag aften.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned