Timo Werner: Det hjælper at blive brølet af på tysk

Lang tids måltørke i Premier League har været en hård periode at komme igennem, erkender Timo Werner, efter at han mandag scorede for Chelsea i sejr over Newcastle. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Angriberen Timo Werner kom mandag tilbage på måltavlen i Premier League og fremhæver landsmands indflydelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har tilsyneladende gavnet den tyske angriber Timo Werner at få landsmanden Thomas Tuchel som cheftræner i Chelsea.

Mandag scorede Werner for første gang siden november i Premier League, da han slog Chelseas sejr over Newcastle fast med sit mål til slutresultatet 2-0.

Desuden lagde Werner op til holdets første mål, som Olivier Giroud stod for.

Og det var tydeligvis en lettelse for Timo Werne at få bolden i nettet igen.

- Som angriber ønsker du altid at lave mål. Den seneste måned har været hård. Jeg var ikke tilfreds, men er glad for, at jeg scorede i dag, siger han og fremhæver Tuchels indflydelse på sin præstation.

- Det har hjulpet mig, at der er en, som kan skrige efter mig på tysk. Han er en virkelig fin fyr og har en god idé om den fodbold, vi ønsker at spille, siger den 24-årige angriber.

Med sejren har Tuchel endnu ikke tabt med Chelsea efter sine foreløbige seks kampe i spidsen for London-klubben, hvor han afløste den fyrede Frank Lampard.

- Timo var af afgørende betydning med en assist og et mål. Det er jeg meget tilfreds med. Han har arbejdet hårdt i de seneste kampe, siger Tuchel.

Med mandagens tre point rykker Chelsea op på den fjerdeplads i Premier League, der giver direkte adgang til næste sæsons Champions League. Holdet har samme antal point som West Ham, men en bedre målforskel.

- Top-fire er målet, og det bliver der ikke ændret på, siger Thomas Tuchel.