Tine Baun overvinder rædselsstart ved VM

Efter en meget omskiftelig kamp spillede Tine Baun sig torsdag frem til kvartfinalen ved VM i badminton i London med en sejr i tre sæt over sydkoreaneren Sung Ji Hyun.

Den femteseedede dansker vendte tilbage fra et elendigt første sæt, hvor hun lignede en spiller, der havde sat kursen direkte ud af VM-turneringen.

Den 32-årige dansker endte med at stå som sejrherre med cifrene 13-21, 21-12, 21-10 over den 13.-seedede Sung Ji Hyun, som Tine Baun på forhånd havde anset som en vanskelig modstander.

De to spillede mod hinanden i maj og juni, og begge gange måtte Tine Baun ud i tre sæt for at sikre sejren.

Det stod også hurtigt klart torsdag, at danskeren skulle gå den fulde distance, hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om at besejre Sung Ji Hyun.

Danskeren fik en rædselsfuld begyndelse på opgøret, da hun kom bagud 0-8, og koreaneren kørte sættet hjem på mindre end et kvarter.

Den tydeligt rystede Tine Baun kunne slet ikke finde sig til rette i Wembley Arena og lavede fejl på stribe.

Mod slutningen af første sæt var der sporadiske tegn på, at danskeren var ved at finde tilbage til sit normale niveau, men det blev ødelagt af nye fejl.

Det var en helt forvandlet Tine Baun, der mødte frem til andet sæt. Måske var det medvirkende, at hun kom over på den side af banen, hvor det ifølge en af torsdagens danske sejrherrer Peter Gade var lettest at kontrollere vinden i arenaen.

Danskeren viste stor karakterstyrke, da hun lagde det frygtelige første sæt bag sig og kom foran 11-1 i et snuptag. Nu kunne Tine Baun det hele, og sættet blev vundet på samme sikre måde, som Sung Ji Hyun havde vundet det foregående.

Tine Baun holdt fast i det gode spil i begyndelsen af tredje sæt og kom foran 11-3 før sidebyttet, selvom hun spillede på den side, hvor hun havde fået store klø i første sæt.

Herefter kørte danskeren sejren hjem mod den mere og mere modløse Sung Ji Hyun.

Tine Baun slipper i øvrigt for kinesisk modstand i fredagens kvartfinale.

Tidligere torsdag tabte den fjerdeseedede Jiang Yanjiao i tre sæt til tyske Juliane Schenk. Dermed er Europa garanteret en plads i semifinalerne og minimum en bronzemedalje.

/ritzau/

Tine Baun er videre til kvartfinalerne ved VM i badminton. Danskeren overvandt rædselsstart mod sydkoreaner.

Offentliggjort Sidst opdateret