Tine Rasmussen havde gelé i benene

Badmintonspilleren Tine Rasmussen var nervøs under sin første kamp ved VM i Indien, men nerverne holdt, og hun er klar til kvartfinalen mod kineseren Lu Lan.

Tine Rasmussen havde det store smil fremme, efter at hun torsdag spillede sin første turneringskamp siden All England-finalen i marts. Sejren efter tre svingende sæt mod Yip Pui Yin fra Hongkong sendte danskeren i kvartfinalen ved VM i Hyderabad.
- Sejren betyder rigtig meget. For tre uger siden troede jeg ikke, at jeg ville stå her, så jeg prøvede bare at tænke på, at jeg var glad for at være her. Men samtidig kunne jeg mærke, at jeg kunne spille gode dueller, det gjaldt bare om at stole på mig selv. Tredje sæt var mere en kamp mod mig selv end mod hende, for hvis jeg holdt mig til taktikken og det rolige spil, så ville jeg vinde, men jeg stressede lidt, og så kom hun lidt ind i kampen igen, sagde Tine Rasmussen, som førte 16-7 i afgørende sæt, inden syv point i træk til modstanderen skabte fornyet spænding.
- Der var lidt gelé i benene, og efter fem måneder væk var jeg en smule nervøs for at være på banen, og for om tempoet kunne holde, sagde Tine Rasmussen.
All England-mesteren fra sidste år sagde inden VM, at hun ikke tænkte i medaljer, og sådan har hun det stadig, når hun fredag går ind til kvartfinalen mod kineseren Lu Lan.
- Jeg vil gå ind og spille, alt hvad jeg kan, og så må jeg se, om mit spil rækker til medalje. Jeg skal holde fokus, for jeg kan ikke give så mange lette point væk som i dag, så bliver jeg straffet, sagde Tine Rasmussen.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret