Tine Rasmussen i ny All England-triumf

Det holdt hårdt, men det lykkedes søndag Tine Rasmussen at vinde All England for anden gang i karrieren.

Den danske badmintonspiller fik revanche for nederlaget i sidste års finale, da hun hev den forsvarende mester, Kinas Wang Yihan, ned fra tronen med cifrene 21-14, 18-21, 21-19.

Dermed skriver useedede Tine Rasmussen sig ind i historien som vinder af damesingle i den 100. udgave af turneringen, og hun fik fulgt op på sin sejr fra 2008.

Danskeren blev klappet ind til kampen under markante Tine-tilråb og vinkede kækt op til de omkring 6000 tilskuere i den næsten fyldte National Indoor Arena i Birmingham.

Tine Rasmussen indledte første sæt med meget overbevisende spil og kom foran 9-4. Et frækt krydsdrop ved nettet bragte hende på 11-7 inden pausen i sættet, hvor træner Kenneth Jonassen kom ind og fortalte om de formentlig små ting, der skulle justeres.

Danskeren fortsatte sit flotte spil, mens topseedede Wang Yihan blev presset til at begå fejl, så hun kom bagud 8-15.

Tine Rasmussen kværnede løs og sikrede sættet på sin anden sætbold, da Wang Yihan ikke kunne returnere danskerens præcise smash langs linjen.

I andet sæt skiftede kampen karakter. Tine Rasmussens fejlprocent steg, mens kineseren fik rystet den dårlige start af sig og viste, hvorfor hun er rangeret som nummer et i verden.

Wang Yihan gik til pause foran 11-8, og havde syv sætbolde ved 20-13. Danskeren fik afværget de første fem, men på den sjette sætbold gik det galt for Tine Rasmussen, som tabte en duel ved nettet.

Kineseren kom bedst i gang med tredje sæt, men pludselig begik Wang Yihan en rette fejl i upressede situationer, så Tine Rasmussen gik til sidebyttet foran 11-7.

Sidebyttet bekom dog ikke danskeren vel, og kineseren fik udlignet til 12-12. En netruller gav Tine Rasmussen en føring på 16-14, og danskeren afgjorde siden kampen med et præcist smash.

Tine Rasmussen satte sig jublende på knæ, før hun til stående ovationer kastede sin ketsjer op på tilskuerpladserne.

/ritzau/

Badmintonspilleren Tine Rasmussen vandt All England for anden gang i karrieren, da hun i finalen fik revanche for sidste års nederlag mod Kinas Wang Yihan.

Offentliggjort Sidst opdateret