Tine Rasmussen sikrer finalehattrick

Badmintonspilleren Tine Rasmussen er som den første danske damesingle siden Lene Køppen klar til sin tredje All England-finale på stribe.

Danskeren besejrede i lørdagens semifinale inderen Saina Nehwal 21-19, 21-17, og Tine Rasmussen har dermed mulighed for lige som Køppen at nå op på to sejre i den store engelske turnering.

Spillerne skiftedes til at føre i første sæt, og da Tine Rasmussen rykkede med tre point på stribe til 19-16, fik Saina Nehwal udlignet. Danskeren sikrede dog sætsejren, da Saina Nehwal ikke var helt skarp på de sidste bolde.

I andet sæt var Tine Rasmussen klart bedst i begyndelsen, mens inderen virkede mærket. Danskeren kom foran 8-3, men herefter begik Tine Rasmussen flere nemme fejl, så Saina Nehwal kom på 9-9.

Rasmussen fik igen tilkæmpet sig initiativet, og hun kunne lykkelig smide ketsjeren fra sig og skrige sin glæde ud, da Saina Nehwal på danskerens første matchbold skød bolden ud af banen.

Tine Rasmussen vandt All England i 2008 og tabte finalen sidste år.

/ritzau/

For tredje år i træk er badmintonspilleren Tine Rasmussen i All England-finalen. Vinderen fra 2008 slog inderen Saina Nehwal 21-19, 21-17 i semifinalen.

Offentliggjort Sidst opdateret