Titelbejler falder uheldigt og trækker sig fra Wimbledon
Hubert Hurkacz kom slemt til skade, da han kastede sig efter denne bold i duellen mod franske Arthur Fils. Foto: Matthew Childs/Reuters
Hubert Hurkacz, der nåede semifinalen for tre år siden, kastede sig efter bold, men kom til skade i faldet.
Den polske tennisspiller Hubert Hurkacz fik torsdag knust sit håb om at nå langt i Wimbledon.
Den syvendeseedede polak måtte trække sig fra opgøret i anden runde mod franske Arthur Fils.
Semifinalisten fra 2021 havde bragt sig selv i store problemer mod Arthur Fils, men polakken fik rejst sig og kæmpede for at udligne til 2-2 i sæt, da uheldet indtraf i en tiebreak i fjerde sæt.
Favoritten kastede sig frem til en bold fremme ved nettet og bragte sig foran med 8-7 i tiebreaken, men han faldt uheldigt og tog sig med det samme til højre knæ.
Efter en medical timeout forsøgte Hubert Hurkacz at fortsætte, men efter to tabte dueller valgte han at stoppe.
Dermed har tre spillere fra verdensranglistens top-8 forladt Wimbledon, mens anden runde endnu er i gang.
Sjetteseedede Andrey Rublev og ottendeseedede Casper Ruud er også færdige på græsbanerne syd for London.
Til gengæld er verdens nummer to, serberen Novak Djokovic, videre til tredje runde.
Den syvdobbelte Wimbledon-mester havde dog sit besvær med briten Jacob Fearnley, der har fået et wildcard til turneringen.
Efter Djokovic havde taget de to første sæt, snuppede Fearnley det tredje med 7-5, og briten var også oppe med et break i fjerde sæt. Fearnley kunne dog ikke stå distancen og tabte sættet 5-7, hvilket sendte Djokovic videre ved turneringen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned