Tjekke snyder verdensmesteren for Vuelta-sejr
Den belgiske cykelstjerne Philippe Gilbert (BMC) er fortsat på jagt efter sin første sejr iført verdensmestertrøjen.
Fredag blev han snydt for en triumf med få centimeter, da tjekken Zdenek Stybar (Omega Pharma-Quick-Step) lige akkurat var hurtigst, da rytterne nåede målstregen på 7. etape af Vuelta a España.
Den overvejende flade etape fra Almendralejo til Mairena del Aljarafe var ellers udset som en etape for feltets absolutte topsprintere, men sådan kom det ikke til at gå.
Gilbert og Stybar gik i udbrud, da der manglede 10 kilometer, og med stærk kørsel formåede de to at holde det jagtende felt bag sig.
Ganske vist gik der taktik i den på de sidste 500 meter, fordi Stybar ikke ville tage føringer, eftersom det ville give den bedste position til hans erfarne belgiske modstander.
Den strategi viste sig at være fornuftig, for selv om feltet nåede helt op, skulle afgørelsen findes mellem de to udbrydere, og her var det altså den tidligere cykelcross-verdensmester Zdenek Stybar, der nåede først over stregen.
Mens etapen altså bød på en ny nedtur for Philippe Gilbert, der tilsyneladende har glemt, hvordan man vinder cykelløb, fik Omega Pharma-Quick-Step-holdet oprejsning.
Holdets tempospecialist Tony Martin sad torsdag i udbrud hele dagen, men blev snydt af danske Michael Mørkøv på de sidste meter. Nu tog Stybar altså revanche for sin tyske holdkammerat.
Michael Mørkøv sad atter fremme blandt de forreste, da feltets spurt blev sat ind, men denne gang kunne danskeren ikke helt finde den rette position og sluttede som nummer 15.
Det er fortsat Vincenzo Nibali (Astana), der fører samlet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde