Tjekkisk overraskelse tager French Open-titlen
Tjekkiske Barbora Krejcíková har været den helt store sensation ved French Open i år, og hun kronede to fantastiske uger ved at slå russeren Anastasia Pavlyuchenkova i finalen. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters
Gonzalo Fuentes/Reuters
Barbora Krejčíková blev lørdag den blot anden tjekke i historien til at vinde kvindernes French Open-titel.
Inden årets French Open havde nogen næppe forudset, at kvindernes singlerække ville få en tjekkisk vinder.
Men lørdag afsluttede 25-årige Barbora Krejčíková en sensationel og overraskende turnering med en finalesejr på 6-1, 2-6 og 6-4 over russeren Anastasia Pavlyuchenkova.
Krejčíková, som har flotte resultater i double på meritlisten, havde kun været i hovedrunden i single i en grand slam-turnering fem gange tidligere inden årets French Open.
Hun havde dog vundet sin første WTA-singletitel tidligere i år, men det må alligevel siges at være en gedigen overraskelse, at hun kunne løfte trofæet på det parisiske grus.
Krejčíková kom ellers skidt fra start og blev brudt allerede i første parti. Men derfra overtog hun totalt kontrollen.
Hun brød straks tilbage og fortsatte ad den ensrettede vej til sætsejr.
Den useedede tjekke, som primært har haft succes i double tidligere i karrieren, tog seks partier på stribe og tog første sæt med overbevisende 6-1 på bare en halv time.
Pavlyuchenkova var også finaledebutant i grand slam-sammenhæng, men med 12 WTA-titler i single gennem karrieren burde hun være en smule mere vant til finalepresset end sin fire år yngre modstander.
Russeren diskede i glimt op med smukt spil og flotte stopbolde, men hun havde enormt svært ved at finde en rytme i kampen.
Pavlyuchenkova forsøgte at tage mere initiativ i duellerne fra andet sæts start. Det gav pote med det samme.
Hun holdt sin egen serv og brød tjekken til 2-0. Nu var russeren i teten og dirigerede slagene flot rundt på hele banen.
Hun buldrede afsted til 5-1 og var på vej til at sende kampen ud i afgørende sæt efter blot en times spil. Men pludselig fik hun problemer med det ene lår.
Krejčíková brød tilbage, men efter en gang behandling var russeren tilbage i teten og vandt sættet med 6-2.
Efter to sæt med klar dominans af en af spillerne blev tredje sæt tæt og spændende.
Begge formåede at bryde den anden, og foran 5-3 tilspillede Krejčíková sig to matchbolde i russerens serv.
Pavlyuchenkova gravede dybt og brugte sin rutine til at afværge dem begge, og kort efter måtte tjekken selv serve triumfen i hus.
Hun får dog ikke tid til at fejre triumfen for alvor. Hun er som sagt doublespecialist, og søndag står hun også i French Open-finalen i double sammen med landsmanden Kateřina Siniaková.
De to vandt i 2018 både French Open og Wimbledon sammen.
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder