To 13-årige tager OL-medaljer i street skateboard
13-årige Momiji Nishiya er den første olympiske mester i street skateboard. Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
Kvindernes street skateboard-konkurrence fik en utrolig afslutning med nogle meget unge medaljetagere.
Det er ikke hver dag, at en 13-årig vinder en OL-medalje. Og slet ikke at to 13-årige tager medalje i samme konkurrence.
Ikke desto mindre var det præcis, hvad der skete i kvindernes street skateboard-konkurrence mandag morgen dansk tid.
I en tæt finale vandt den blot 13-årige japaner Momiji Nishiya guld på hjemmebane foran ligeledes blot 13-årige Rayssa Leal fra Brasilien.
Nishiya skriver sig dermed ind i historien som en af de yngste guldmedaljevindere i OL-historien. Hun fylder 14 år 30. august og bliver den tredjeyngste gulvinder nogensinde med sine 13 år og 330 dage.
Rekorden beholder amerikaneren Marjorie Gestring, der i en alder af 13 år og 268 dage vandt guld i udspring tilbage i 1936.
Rekorden kunne dog være faldet, hvis den brasilianske sølvvinder Rayssa Leal havde vundet konkurrencen. Hun bliver først 14 år i starten af januar.
De to piger viste både gode nerver og høj kvalitet i den afgørende trickkonkurrence og besatte de to øverste pladser på podiet.
Bronzen gik også til en japaner, som også var blandt de yngste i konkurrencen.
Funa Nakayama var med i kampen om guldet helt til det sidste, men den 16-årige skater kan alligevel tage en bronzemedalje med hjem fra OL-debuten.
Det er første gang, skateboard er på OL-programmet, og det har givet stor succes for værtsnationen Japan.
Søndag afviklede mændene deres parkkonkurrence - også med japansk guld til følge ved Yuto Horigome. Også her gik sølvet til Brasilien.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker