To ældre deltagere dør under stort triatlonstævne i Spanien
To triatleter døde torsdag i forbindelse med et stævne i Spanien. Billedet er fra et triatlonstævne i Frankrig tidligere på måneden og har altså ikke noget at gøre med dødsfaldene. (Arkivfoto). Foto: Valentine Chapuis/Ritzau Scanpix
En 57-årig brite og en 79-årig mexicaner døde torsdag i Spanien, hvor de deltog i triatlonstævne.
To triatleter i aldersgruppen for veteraner døde torsdag i forbindelse med et stort internationalt stævne nær Malaga i Spanien.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Der er tale om en 57-årig britisk statsborger og en 79-årig mexicaner.
De var begge tilmeldt i den aldersgruppe, som bliver kaldt veteraner, og de deltog i sprintdisciplinen ved stævnet i Torremolinos.
Det britiske triatlonforbund har bekræftet i en udtalelse, at "en fra vores hold i aldersgruppen på tragisk vis er gået bort", skriver AFP.
På det sociale medie X skriver det mexicanske triatlonforbund "med stor bedrøvelse", at 79-årige Roger Mas Colomer døde, mens han deltog i stævnet. Det oplyses ikke umiddelbart, hvad dødsårsagen er.
Ifølge lokale britiske medier døde den 57-årige brite af hjertestop.
Over 4000 atleter er tilmeldt i aldersgruppen for veteraner ved stævnet i Malaga, der finder sted fra 17. til 20. oktober. I alt deltager over 5500 fra 80 forskellige lande, skriver det spanske triatlonforbund ifølge AFP.
World Triathlon, der står bag stævnet i Torremolinos, har også udtrykt stor bedrøvelse over dødsfaldene og sendt kondolencer til de to atleters familier og venner. Det sker i en udtalelse på forbundets hjemmeside.
Triatlon er en disciplin, hvor atleterne først svømmer, så cykler og til sidst løber. Der findes mange forskellige distancer inden for triatlon.
Sprintdistancen ved stævnet i spanske Torremolinos lyder på 750 meters svømning, 20 kilometers cykling og fem kilometers løb.
En såkaldt ironman er også en distance inden for triatlon. Her skal man svømme 3682 meter, cykle 180,24 kilometer og løbe 42,195 kilometer.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker